Nytt om runer 12 (1997, publ. 1998), 4-10.

Arbejdet ved Runologisk Laboratorium, København (1996) - [Go to the English summary]

Nyfund fra Danmark 1996

En mere udførlig behandling af disse fund findes i Arkæologiske udgravninger i Danmark 1996 (1997), 272-284.

NYDAM ASKETRÆSKAFT
Under de fortsatte arkæologiske udgravninger i Nydam Engmose (Sønderborg Amt) blev der opdaget endnu en runeindskrift, på et ca. 22 cm langt brudstykke af et rundt asketræskaft (217x8482), ca. 2 cm i diameter, sandsynligvis til en lanse eller et spyd. Det er blevet stukket ned i jorden og er tilsyneladende brækket ved ofringen. Den første rune i den højrevendte indskrift ses i brudkanten, mens det er uvist, hvor mange, der er gået tabt før den. Indskriften består af 23 tegn og har en længde på 8,5 cm fra bruddet til den lodrette stav i den afsluttende kvistrune, herefter er der ingen indridsninger på de resterende 13 cm. De tætsiddende, ca 1,5 cm høje runer er nogenlunde lige høje, der er ingen rammestreger. Runerne står gennemgående meget mørkt på det lyse skaft og kan muligvis have været indgnedet med sod. Der er ingen tvivl om, hvad der er skåret, men nok om læsningen af enkelte af tegnene.
-adle^?l^þeaelntRuladlla?n??

I binderunen nr. 4 indgår en e-rune (der som indskriftens to andre e-runer har en vinkelformet top), den er sammenskrevet med et problematisk tegn: enten en r-rune, der har fået et knæk den gale vej - udefter i stedet for som ventet indefter -, eller en u-rune, hvor bistaven er blevet rettet ind efter at have været ved at svaje for langt over mod højre. Til sammenligning har rune 14, som jeg har læst som u, en bistav, der efter et knæk sigter indad mod foden af hovedstaven. Rune 5 må opfattes som en binderune, l^þ, med en spejlvendt l-bistav og en regelret højrevendt, men lidt usikkert skåret, spids þ-bælg. Rune 20 kan beskrives som en a-rune med to ekstra, parallelle venstrevendte bistave i midterplanet, måske kan den forklares som en fordobling af rune 22. Rune 21, n - spejlvendt i forhold til det tidligere n (nr. 10) - står så tæt på 22, hvis venstre bistav næsten når over til den, at helheden kan ligne en h^n^l-binderune (eller n^h^l); men ud fra en vurdering af den samlede indskrift er rune 22 (og rune 20) opfattet som runelignende tegn. Indskriften afsluttes med en kvistrune med nedadvendte kviste, der sidder parvis, 8 på hver side af hovedstaven. Det er nærliggende at opfatte det som et afslutningstegn, svarende til det tegn, som står efter fuþarken på den gotlandske Kylver-sten, eller det, der med 3 sæt kviste afslutter (eller indleder) indskriften på Sjællandsbrakteaten 2 - jf. også benstykket fra Ødemotland (Norge) og den yngre 16-tegns-indskrift på Malt-stenen. Indskriften synes ikke sprogligt meningsgivende, flere træk tyder snarere på en pseudoindskrift. Arkæologerne daterer foreløbig skaftet til ca. 400 eller lidt senere. Den nye indskrift er således yngre og har en anden karakter end de tidligere runefund fra Nydam.

BJERRING RUNESTEN
I november 1996 blev der under restaureringsarbejde i Bjerring Kirke, som ligger på nordsiden af Gudenådalen (Viborg Amt) fundet en runesten ca. 15 cm under gulvet i våbenhuset. Den lå ligesom Borup-stenen (Nytt om runer 11 for 1996 (1997), 6-8) med runesiden opad som tærskelsten foran norddøren, delvis under den romanske søjleportal. Stenen, som blev taget ud i 1997 og rejst i våbenhuset, er af rødlig granit og måler ca. 225 cm i højden. Runesidens største bredde er ca. 135 cm, tykkelsen kun ca. 35 cm; men der er spaltet noget fra på bagsiden, ligesom både toppen (og foden) af stenen er kløvet fra. Derfor mangler det øverste af indskriften såvel som toppen af den maske (med svage spor af mønje), der findes på bagsiden af stenen. Bl.a. på grund af et mislykket kløvningsforsøg er der store huller i de to af indskriftens fem parallelle linjer, der alle læses nedefra og opefter, den midterste først (linjefølgen synes at være 5-4-1-2-3); dertil kommer en snarest sekundær tilføjelse på skråkanten uden for runerammen (6). Tolkningen af slutningen af indskriften er usikker.

:þurkuntr:karuks:tutiR:risþi:stin:(þ)-
aft:þuri:uirsin:þulfs:sun:ã:st-
ian:tufi:smiþr:hiu:frinti:hns:
:stin:???-----:uiltr:auR:(s)taþ:ia(n)-
:stuk?:(ur)t??R(:)??n:a????(:)?(i)r(þ:)
i(kul)?---(in) (Den femte rune er muligvis f, herefter er der en lakune på måske tre runer.)
"Thorgun, Karlungs(?) datter, rejste [denne] sten efter Thore, sin mand, Tholvs søn, på St(?)...; men Tue Smed - hans frænde (slægtning) - huggede. Stenen ... fra stedet, men(?) ..."
"Ingulv(?) ..."
Efter fjerdelinjens stin er der spor af tre runer, hvoraf den første næppe kan være s, men eventuelt u eller r. I alt er der en lakune med plads til 8-9 tegn før :uiltr. Formelt kan stin være subjekt eller objekt i et udsagn om stenen og stedet, eventuelt kan uiltr opfattes som en nominativ û-iltr, "ikke ødelagt(?)", knyttet til stin, jf. forbandelsen mod den, der ailti (stain) på Glavendrup- og Tryggevælde-stenene. Eller uiltr kunne sammenholdes med verbet oldn. villa og Eggja-stenens flertalsform wiltiR mãnR. "En forvildet (mand)" kunne være subjekt i et udsagn med omvendt ordstilling som stên [ækki dragi] villtr ôr stað[i], "stenen (objekt) skal en forvildet ikke drage fra stedet". Femtelinjens stuk? kunne være et verbum i konjunktiv, måske kan det knyttes til oldn. støkkva, som bl.a. kan have betydningen "springe, gå itu". Efter skilletegnet ses toppen af to runer (ur, ru, eventuelt bu), samt t og det nederste af to hovedstave (snarest ia, na eller ni) og R. De sidste runer i denne linje mangler toppene, og det er vanskeligt at bedømme hvor meget, der kan være slået af kanten; det usikre sidste runetegn, læst som þ, kunne alternativt læses som b. Et eventuelt mandsnavn uden for rammen kan næppe have sammenhæng med resten. Indskriften hører typologisk hjemme i anden halvdel af 900-årene. Den kan meget vel være samtidig med den berømte Mammengrav (med Mammen-øksen) i Bjerringhøj, kun ca. 4 km fra kirken. Her er tømmer fra gravkammeret dendrokronologisk dateret til 970/71. Bjerring-stenen er behandlet mere indgående i Nationalmuseets Arbejdsmark 1997, 56-64.

PEDERSKER BLYSTYKKE 1
På Bornholm blev der af en øvet amatørarkæolog med metaldetektor fundet et lille blystykke med runer ved Store Gadegård, Pedersker Sogn (D 29/1997). Fundet stammer fra et bopladsområde med tre oppløjede hustomter og en række skattefund fra såvel jernalder som sen vikingetid/tidlig middelalder. Blystykket, som måler ca. 1,5 cm på hver led og er 3-4 mm tykt, består tilsyneladende af en længere strimmel med korte runelinjer på tværs, tæt sammenfoldet i tre helt sammengroede lag. Overfladen er hvidlig på grund af nedbrydningen af blyet, med enkelte brunlige udtrædninger, som i visse tilfælde følger knivsporene. Det blev opgivet at folde strimlen ud, da der var stor risiko for, at den ville blive til det rene pulver. Der er kun bevaret runer på den ene side (A), og læsningen er vanskelig, fordi overfladen er så medtaget. Her findes tre ganske korte runelinjer under hinanden med tre tilhørende rammelinjer, hvoraf den nederste kun ses svagt. Under den ses svage rester af en fjerde runelinje, som strimlen synes at være foldet igennem. Der er op til seks ret velformede, 4-5 mm høje runer i hver linje. På bagsiden (B) anes rester af to eller måske tre rammelinjer; men der er ikke bevaret læselige runerester. Teoretisk kan stykket være skåret ud som en strimmel af en lidt større blyplade, på tværs af linjerne.
A. siub?? / oræ×þti / æm:gor?
B. -

Jeg har gengivet den tredje rune i anden linje (og den første i tredje linje) med æ i overensstemmelse med middelaldernorm; men runen med en skrå bistav fra venstre op mod højre tværs gennem hovedstaven er en a-rune i indskrifterne fra vikingetid og overgangen til middelalder, som f.eks. de bornholmske runesten fra slutningen af 1000-tallet samt runemønterne (ca. 1065). Da Pedersker-indskriften synes at være fra tidlig middelalder, bør der måske læses a i stedet for æ, hvorved der er en svag mulighed for at opfatte ora som bydemåde "bed" på latin. Det er dog tvivlsomt, om teksten er sprogligt meningsgivende, for herudover er det umuligt at finde genkendeligt ordstof, og disse små, sammenfoldede amuletter har ofte uforståelige indskrifter med runer eller runelignende tegn - eventuelt bogstaver - med magisk, men ikke sproglig betydning.

RUTSKER BLYAMULET
En anden lille blyamulet (D 28/1997) er også fra Bornholm, fra Rutsker Sogn. Den er fundet ved en arkæologisk udgravning, i en lerforet rende på en boplads med fund fra 1000-årene og frem: Møllebjerg, Vestre Rosedalegård. Amuletten er rektangulær med et rundet hjørne, 3,3 cm lang, ca. 2 cm bred og ca. 2 mm tyk. Pladen må være bukket midt over to gange, så at den består af fire ganske tynde lag, som nu ikke længere kan skilles fra hinanden. Der mangler derfor antagelig begyndelsen og ca. halvdelen af alle de seks linjer, der ses på den lille plade - tre på A-siden og tre på B-siden. De læses fra den lige venstre kant, som er opstået ved foldningen på tværs af linjerne. Dernæst er stykket bukket sammen på den anden led nogenlunde langs den tredje rammelinje. Blystykket er ganske velbevaret, bortset fra et par småskader i kanten foroven og lidt korrosion, navnlig på B-siden. Det har en svagt brunlig farve og har af bevaringsmæssige grunde fået et tyndt lag lak. Runerne er fra 5 til 8 mm høje.

A. -ræanætinro / -tisattæba?^r / -auitslum	B. -tiaia?l??·ok / -ri?tiakuun / -no??kntirduæln

Skønt indridsningerne gennemgående er nogenlunde tydelige, er der tvivl om læsningen, fordi det er vanskeligt at afgøre, om der i alle tilfælde er tale om runer. I visse tilfælde er det måske snarere runelignende tegn; men indskriften er her så vidt muligt behandlet og translittereret som skrift. Den synes ikke at være sprogligt meningsgivende, hverken på olddansk eller latin. Den bygger næppe heller på et latinsk forlæg, som jo er det mest almindelige, når det gælder disse blyindskrifter. Det kan diskuteres, om det er rigtigt, som jeg har gjort, at gengive rune 10 i B-sidens tredjelinje som d, dvs. en stungen t-rune. Den kan også læses som binderunen æ^t (eller t^æ), som findes f.eks. på Blæsinge-blystykket for latinsk et, "og"; mens d-runen med tværstreg i stedet for punkt findes bl.a. i den skånske Codex Runicus-tekst. Der kan eventuelt læses en binderune ?^r sidst i A-sidens andenlinje, bestående af r og et spejlvendt k, eller m^r; men risteren kan også blot have skåret forkert i toppen af r-runen. Den næstsidste rune i B-sidens tredjelinje kan opfattes som en binderune, æ^l med dobbeltridset hovedstav, eller som to sammenklemte runer, l-bistaven løber i øvrigt næsten sammen med bistaven på den følgende n-rune. Et kort stregformet skilletegn foran næstsidste rune (o) i B-sidens øverste linje ser ud til at være skåret. Indskriften giver indtryk af en lidt skødesløs rister. Runeformerne, æ/e(?) med ret kort, ofte næsten vandret bistav, a og n med lange, ensidige bistave næsten ned i fodhøjde, tyder på, at det er en ret sen indskrift, måske fra 1300/1400-årene.

GRØNLAND HVALBEN (GUS=Gården under Sandet)
I Grønland dukkede der ved de fortsatte udgravninger i GUS, "Gården under Sandet" (jf. Nytt om runer 9 (1994), 10-12), enkelte runegenstande frem, tilsyneladende fra den sidste fase af gårdens liv, som synes at være forbi ca. 1350. Nogle svage runespor blev opdaget på et ca. 20 cm langt hvalben (NKA 1950x2917); de er knap 3 cm høje og skåret fra kant til kant, da kun de første har bistave, ser det ser ud til blot at være et tilløb til at lave en indskrift.

GRØNLAND TRÆLÅG(?) OG TRÆGENSTAND (GUS=Gården under Sandet)
På bagsiden af et rigt udskåret nærmest rektangulært trælåg(?) (NKA 1950x3348), som er 15,5 cm langt og ca. 4 cm bredt, 0,7 cm tykt, ses efter et (ufuldført) gabende dyrehoved i profil en indskrift, bia^urk, bestående af en knuderune b fulgt af båndruner, prikket af knivstik. Det er antagelig kvindenavnet "Bjørg".

På en anden trægenstand (KNK 1950x3434), som jeg endnu ikke har set (da konserveringen finder sted i Nuuk), synes der efter den foreløbige meddelelse at være indskåret begyndelsen og slutningen af en knuderune-fuþork. (Se også Nytt om runer 14 (1999), 7-8.)

Arbejdet i øvrigt

Udover arbejdet med de seneste nyfund, med arkiv og fotosamling, formidling og forespørgsler, er der i samarbejde med Det Danske Sprog og Litteraturselskab søgt midler fra Statens Humanistiske Forskningsråd til forarbejderne til en nyudgave af danske runeindskrifter. De ikke publicerede runeindskrifter fra Schleswig og Oldenburg er under stor imødekommenhed på Schloß Gottorf blevet undersøgt i samarbejde med Klaus Düwel, Göttingen, og Michael Lerche Nielsen, Institut for Navneforskning, Københavns Universitet Amager.

Museumsinspektør Marie Stoklund
Runologisk Laboratorium
Nationalmuseet, København

Go to the English summary, "Work at the Runological Laboratory, Copenhagen".

Go or return to the main page for Nytt om runer.