Nytt om runer

Det tiende runologmøde, Hald ved Viborg 1997


Det årlige runologmøde blev afholdt i Jylland på Hald Hovedgaard 22-25 maj 1997 med 21 deltagere fra Norge, Sverige, England, Tyskland, Holland og Danmark. Mødet var arrangeret af Marie Stoklund, Nationalmuseet, med assistance fra Michael Lerche Nielsen, Institut for Navneforskning, arkæologen, museumsinspektør Mette Iversen, Viborg Stiftsmuseum, samt stud.mag. Ken Farø, Københavns Universitet. Takket være økonomisk støtte fra Clara Lachmanns fond og Det Letterstedske Selskab blev det muligt at gennemføre to heldagsekskursioner i bus. Den lokalkendte Mette Iversen var her til uvurderlig hjælp ved tilrettelægningen og gennemførelsen. Desværre gjorde sene, nødvendige ændringer på planerne det lidt vanskeligt at følge med i det omfattende informationsmateriale (der var udarbejdet af Michael Lerche Nielsen). På den første ekskursion så vi følgende runesten: Farsø, Års, Skivum, Gunderup 1 og 2, Ravnkilde 1, Hobro 2, Svenstrup, Glenstrup og Vester-Tørslev. I Vester Tørslev Kirke blev der opdaget kalkristede runer. Før vi sluttede med Asmild-stenen, aflagdes et besøg på Fyrkat.

Den anden ekskursion begyndte med et besøg i Bjerring Kirke og en undersøgelse af den nyfundne Bjerring-sten i den maskinhal, hvor den midlertidig var anbragt. Efter at have passeret resterne af den berømte Bjerringhøj i nabosognet, Mammen (med Mammen-øksen og andre væsentlige vikingetidsfund), så vi runestenene ved Skern og Bjerregrav Kirke. I Kulturhistorisk Museum i Randers aflagde vi besøg for at se de der udstillede runesten, bl.a. Borup-stenen, fundet 1995 (og senere opstillet i våbenhuset i Borup Kirke). Videre så vi runeindskrifterne i Virring, Vester Velling, Ålum og Sønder Vinge Kirke samt Sønder Vinge-stenen 2 ved Ulstrup Slot og endelig runestenen i præstegårdhaven i Hjermind.

Undervejs måtte vi desværre konstatere, at de fleste af de sten, der står i fri luft, er i dårlig forfatning, altfor ofte angrebet af alger og lav, som truer bevaringen af runerne.

Den første aften blev udnyttet til en orientering om området og de nyeste runesten - Borup og Bjerring - ved Marie Stoklund og Michael Lerche Nielsen. Næste aften blev korpusudgaver og de dermed forbundne problemer drøftet efter en kort orientering om nye tyske runefund ved Klaus Düwel. Præsentationen af nyfund fortsattes søndag formiddag. Under mødet blev der oprettet et uformelt, runologisk e-mail-netværk.

Marie Stoklund
Runologisk Laboratorium, Danske Afdeling
Nationalmuseet, København


Go or return to the main page for Nytt om runer.

Administrer dette dokumentet