Death, Materiality and the Origin of Time

Vi skal alle dø. Men betyder det, at tiden ophører, eller kan vi leve videre i en anden tid - eller en anden form? Dette projekt ser på, hvordan menneskers forhold til døden kan fortælle os om vores forhold til tid.

Oversikt over prosjektet Death, Materiality and the Origins of Time.

Mens 'tid' i sig selv er et abstrakt fænomen, forholder vi os hele tiden til tiden igennem vores materielle omgivelser. Kroppens udvikling og afvikling, ophobning af billeder i familiealbummet, bygningers forfald, og personlige ejendele, som gør afdøde venner og slægtninge tilstedeværende. På forskellige måder åbner sådanne materielle omgivelser op for forskellige opfattelser af tid.

I DMT undersøger vi en række måder, hvorpå mennesker til forskellige tider og forskellige steder forholder sig til tiden og døden gennem konkrete materielle praksisser. Dette bringer os fra gravlægninger i dansk bronzealder og mumificering i det gamle Ægypten over reinkarnation i Sibirien og gradvis død i Papua Ny Guinea til flytning af afdøde slægtninge i Uganda og brug af mindesider på Internettet i Danmark.

Om prosjektet

Alle disse forskellige cases, bringer vi sammen i en række designeksperimenter, som vil resultere i en udstilling på KHM i 2015. DMT startede i august 2011 og løber til september 2015. I løbet af projektets levetid, vil vi - ud over selve forskningen - organisere en række workshops og designeksperimenter, hvor forskere, kunstnere og museumsfolk vil diskutere projektets centrale spørgsmål gennem tekst, ord og genstande.

Forskningen

DMT bygger på fem individuelle forskningsprojekter, der spænder i tid fra stenalderen til idag og dækker så forskellige geografiske områder som Danmark, Papua Ny Guinea, Sibirien og Uganda. Fælles for alle projekter er, at de kigger på, hvordan materielle måder at forholde sig til døden på åbner op for forskellige forståelser af tid.

Rane Willerslev (KHM) undersøger forholdet mellem selvmord og frivillig død blandt tjuktjierne i Sibirien. Frivillig død, hvor en ældre person kan bede en slægtning om at blive slået ihjel, anses som en ærefuld død. Men hvordan ser tjuktjierne på selvmord? Går sjælene fra de, der har begået selvmord, til forfædreverdenen så de senere kan genfødes som børn, ligesom sjælene fra de, der er frivilligt døde? Eller er selvmordernes sjæle tabt i tiden?

Peter Bjerregaard (KHM) undersøger, hvordan museet kan forholde sig til sine saminger og tiden mere generelt. Ofte bliver museer betegnet som kirkegårde eller mausolæer, hvor genstandene er revet ud af deres rette kontekst og bliver endeligt stedt til hvile. Men måske kan museet, med dets samling af genstande fra forskellige historiske perioder, åbne op for at skabe nye forståelser af tid.

Anders Emil Rasmussen (KHM) undersøger, hvordan Titan-folket i Papua Ny Guinea opfatter døden som en langstrakt proces. Før en person dør, vil han begynde at dele ud af sine evner og egendele. Denne proces er knyttet til et liv efter døden (og død før døden), da den døde vil dukke op igen efter sin død ved at andre har overtaget hans evner eller ved at han lever igennem de egendele, han har efterladt sig. Ved at kigge på dette forhold til døden, undersøger Rasmussen, hvordan ideen om 'en person' spreder sig ud over folks fysiske tilstedeværelse i tid og rum.

Tim Flohr Sørensen (Aarhus Universitet) undersøger vores forhold til tiden gennem den døde krop. I danske neolitiske grave (3300-3100 f.Kr.) kan man se, at mindeprocessen efter en afdød person har været en langstrakt proces, som blandt andet har omfattet en direkte relation til den døde krop. Den dødes krop er blevet flyttet rundt og til sidst er den dødes knogler blevet knækket og placeret udenfor graven. Dette står i kontrast til moderne begravelsesprocesser, hvor kroppen ikke er i fokus på sammen måde. Hvad betyder det for vores opfattelse af de dødes tid og den måde, vi mindes de døde?

Lotte Meinert (Aarhus Universitet) undersøger genbegravelser i Uganda. Bland Acholi'erne i det nordøstlige Uganda skal de døde vende tilbage til deres klan-land som forfaderånder. Men efter borgerkrigen, hvor over 1 mio mennesker har levet i flygntingelejre, er denne praksis blevet problematisk. Mens langt de fleste af de levende i dag er vendt tilbage til deres hjemland, er mange af deres afdøde klan-medlemmer blevet begravet i fremmed land, mens andre klaners døde er blevet begravet på den jord, flygtningene er vendt hjem til. Derfor foregår der nu en omfattende proces, hvor døde bliver gravet op og genbegravet på egen jord.

Ud over disse fem kerneprojekter, arbejder vi sammen med en række andre forskere om publikationer og designeksperimenter.

Design og metode

Metodisk er DMT et forsøg på, at skabe en særlig museal forskning, som er tværfaglig og involverer udstillingstænkning i alle faser af processen.

Et centralt greb i vores metode er 'intervention'. Humanistisk forskning har traditionelt forsøgt at undgå at gribe forstyrrende ind i de verdener, den har undersøgt. Vi ønsker imidlertid at bruge vores uundgåelige forstyrrelse af den verden, vi engagerer os i som forskerer, til at diskutere vores forskningsspørgsmål på nye måder. Hvordan vil folk i Ny Guinea kommentere billeder af danske ligbrændinger? Kan man tage forfaderjord med hjem fra Uganda? Hvordan reagerer museumsansatte og publikum, hvis man begynder at destruere museumsgenstande? Ved at iværksatte store eller små begivenheder omkring sådanne spørgsmål, ønsker vi at skabe nye måder at undersøge vores forskningsspørgsmål på - ikke blot forskere imellem, men også sammen med de folk vi forsker hos og med.

Et andet element i DMT's metode er designeksperimenter. To gange om året samler vi en gruppe af forskere, kunstnere, konservatorer, formidlere m.v., som får til opgave at lave installationer eller aktiviteter omkring spørgsmål som 'Hvilke nye verdener åbner destruktion op for' eller 'Hvad skal til for at man kan transportere en sjæl?'. Gennem disse eksperimenter håber vi at finde frem til måder at arbejde med udstillinger på, hvor udstillingen ikke blot fortæller om forskningen, men bliver en del af selve forskningen - et sted hvor man ikke blot forsker gennem tekst og ord, men også gennem ting og rum.

Formidling

DMT kommer til at formidle sit arbejde på en række forskellige måder. Ud over deltagernes løbende publikationer i akademiske tidsskrifter, vil DMT præsentere sit arbejde i en serie på tre bøger på Ashgate (se mere om de tre bøger), 'Taming Time, Timing Death. Social Technologies and Ritual' (medio 2013), 'Mediating and Remediating Death' (primo 2014) og 'Materialities of Passing' (ultimo 2014).

I forbindelse med projektets designeksperimenter, vil vi lave små, eksperimenterende installationer på KHM. Disse installationer vil give os en mulighed for at diskutere nogle af de spørgsmål, projektet stiller, med KHM's publikum.

Erfaringerne fra disse eksperimenter vil indgå i den endelige udstilling på KHM i 2015. Denne udstilling skal tage publikum med på en udforskning af nogle af de helt centrale spørgsmål rejst i projektet.

Finansiering

DMT er finansieret af det danske Sapere Aude program under Det Frie Forskningsråd, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Samarbeid

DMT er et samarbejde mellem Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet og KHM. Ud over disse to institutionelle parter samarbejder vi også med individuelle deltagere fra Institut for Arkeologi, Konservering og Historie, Oslo Universitet; Schule für Gestaltung, Basel; Kunsthøgskolen i Oslo og Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet.

 

 

Publisert 21. okt. 2016 12:08